Et eksempel på klinisk ræsonnering og behandling

Beder vi eksempelvist en klient med apopleksi om at komme fra siddende til liggende over højre side, vil de fleste trække deres mest afficerede ben op i fleksion fra hoften med fasisk muskelaktivitet fra hoftebøjerne uden aktivitet fra fod og knæ. Dernæst vil de tage det andet ben med og lade det falde, det vil sige uden at holde igen, mens de kommer ned mod briksen. Der er absolut ingen posturale kontrolmekanismer involveret i den aktivitet, og efter vores mening har klienten ikke lært noget – snarere tværtimod.

Med kendskab til neuroplastiske processer ved vi, at plasticiteten er brugsafhængig. Den måde, hvorpå vi bruger os selv, er det nervesystemet lærer. I stedet går vi hos Neuroklinik ind og kigger på kvaliteten i denne bevægeovergang.

Fra den aktivt siddende har vi et udgangspunkt for at facilitere klienten ned i en aktivt liggende position. Klienten må rekruttere abduktions neuromuskulær aktivitet fra højre hofte og derved få et løft fra sædet, lineær ekstension, ipsilateral stabilitet. Hermed skabes en stabil hofte, som er en forudsætning for, at den modsatte hofte kan være mobil. Dette er et essentielt element i den posturale kontrol. Herfra arbejder vi videre med at facilitere distalt fra venstre fod til dorsal fleksion og eversion. Videre til næste komponent, hvis muligt selektiv quadriceps aktivitet, med øje for reciprok inhibition.

Når de ovenstående komponenter faciliteres, kan vi fremme den posturale kontrol yderligere og derved skabe vægtoverførsel i et lateralt tilt på højre hofte, hvorefter nedre trunkus muskler starter aktiviteten, således klienten under fortsat facilitering kan føre venstre ben med abduktions neuromuskulær aktivitet op på briksen. Herfra faciliteres klienten videre til en liggende position, der involverer flere elementer, som vil kræve en selvstændig forklaring.